Driftsbudget – hvad er et driftsbudget?
Driftsbudgettet viser dine forventninger til din virksomheds resultat. Det er her, du laver et overslag over dine forventede indtægter og udgifter, typisk for de næste 12-24 måneder.
For små virksomheder er det oplagt at basere driftsbudgettet på sidste års resultat, og fx lægge en given procentsats til de bogførte tal fra foregående år.
Er din virksomhed for stor til, at du kan overskue det samlede driftsbudget, kan du splitte virksomheden op i afdelinger og forholde dig til indtægter og udgifter for en enkelt afdeling ad gangen. Virksomhedens samlede driftsbudget beregner du ud fra de enkelte afdelingers driftsbudget.
Derfor skal du lægge driftsbudget
Du skal lægge driftsbudget for at kunne vurdere din virksomheds resultat.
Det er sig selv en vigtig øvelse at gøre, men et driftsbudget gør ingen gavn, hvis du lægger det blot for at lægge det på hylden, indtil du skal gøre årsregnskabet op.
Det ville svare til at udstikke en kurs for en jordomsejling, den dag du lægger fra kaj - og først tjekke kompasset et år senere.
Dit driftsbudget er din pejling af, hvor du er på vej hen, og den månedlige opfølgning på dit driftsbudget er din chance for at justere kursen undervejs.
I budget123 har du automatisk opfølgning på dit driftsbudget.